Om mig

Jeg hedder Camilla, er 51 år, opvokset i Køgeområdet, hvor jeg også bor i dag.

Jeg arbejder fuldtids i min egen psykoterapiklinik i Køge.

De sidste mange år arbejdede jeg som gymnasielærer og var mentor for unge mennesker, der havde udfordringer af den ene eller den anden art. I september 2019 startede jeg min egen klinik for psykoterapi, hvor jeg arbejder hele ugen pånær onsdag og torsdag. Herudover arbejdede jeg på et bosted for unge med diagnoser og/eller psykiske udfordringer, og i dag er jeg stadig frivillig på Børnetelefonen i BørnsVilkår.  

Min interesse for selvudvikling startede for ca. 15 år siden, men jeg har været undervejs i den psykologiske selvudvikling, siden jeg mistede min mor i 1996.  

Som lille og ung voksede jeg op i dét, der kaldes en dysfunktionel familie. For mit vedkommende var det blandt andet med en alkoholiseret far i et velhavende hjem. Det satte sit præg på dagligdagen og ikke mindst på min psyke, at der dagligt var højlydte skænderier - fysisk og psykisk vold - og masser af uro. Uroen i hjemmet forplantede sig til uro i mig selv, og jeg begyndte at søge udad: flyttede hjemmefra relativ tidligt, rejste og boede i fremmede lande så snart jeg kunne komme til det, skiftede den ene partner ud med den anden og kunne ikke finde ro. Det meste af mit liv havde jeg stræbt efter gode karakterer i skolen og gode jobs i Danmark og i udlandet. Jeg havde stræbt efter noget at identificere mig selv igennem. Mit liv var måske fedt på overfladen, men under overfladen lurede en anden stemning: uanset hvad jeg oplevede og gjorde, så følte jeg mig aldrig rigtig glad for livet.

Hvis jeg skal nævne nogle af de ting, jeg har døjet med, så er det dødsangst, selvskade,  manglende kerne-selv (at kende mig selv, hvem jeg ER og MINE værdier), jeg har været super god til at indordne mig og passe ind, jeg har ikke kunnet udtrykke mine grænser på en sund måde, jeg har ubevidst søgt drama eller rettere sagt stærke svingninger mellem det fede liv og det kedelige liv, uro i kroppen og sindet, har været mistroisk og på vagt, har haft modstand på at knytte mig til andre. Bare for at nævne nogle få... Alt i alt - og set i bakspejlet, så skriger det til himlen, at ovenstående beskrivelse ikke just er et RIGT og ÆRLIGT liv.

I en relativ sen alder begyndte jeg for alvor at arbejde med min psyke - jeg var kort og godt nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor jeg aldrig var rigtig glad (altså sådan helt ned i maven og ind i hjertet), hvorfor jeg tilsyneladende rodede mig ud i svingende forhold og et liv i overhalingsbanen, og hvorfor nære relationer var en udfordring for mig.

Jeg blev nysgerrig på at lære mig selv at kende. Det blev mit vendepunkt... 

I dag har jeg fundet roen i mig selv og fået et liv, som jeg synes er dejligt. Fortiden kan man ikke lave om på - der er ikke en delete-knap - men jeg tror på, at man kan få et væsentligt bedre liv, bedre relationer, bedre selvværd og mere glæde og livsappetit ved at arbejde med sig selv - og oftest er det en rigtig god hjælp at gøre det med hjælp fra en terapeut. De såringer - dvs. de knubs - vi har fået i livet er på den ene eller den anden måde kommet i en form for relation - oftest i vores forhold til vores mor og/eller far, og disse såringer heales dermed også bedst i en relation.  Det behøver bestemt ikke være den samme relation - faktisk skal det oftest slet ikke være det - men de reaktionsmønstre, følelser osv man har brugt for at "forsvare sig", dukker op igen og igen i de fleste af de relationer, man så senere indgår i livet, og HER kan terapeuten faktisk være den relation, der er med til at hjælpe dig med at ændre noget.  

Du kan se oversigt over kurser og uddannelser, jeg har taget, her