Velkommen

Spørgsmål til psykoterapeuten i klinikken Terapi & Forandring

Camilla Scholz indehaver af Terapi & Forandring_edited.png

Nedenfor har jeg samlet nogle af de spørgsmål, jeg oftest får vedrørende det at gå i psykoterapi:

  • hvornår og hvorfor går man til psykoterapeut?

  • hvad er forskellen på en psykolog og en psykoterapeut?

  • hvor lang tid går man i terapi hos en psykoterapeut?

  • hvad "gør" en psykoterapeut?

  • hvorfor blev jeg selv psykoterapeut?

Hvornår går man til psykoterapeut?

Man går til psykoterapeut, når noget i livet er svært, som man har lyst til og behov for at få belyst - dvs. at forstå og at handle på.

Nogle mener, at de sagtens selv kan klare udfordringer i livet. Det kan de måske - og måske ikke alligevel. Nogle kan og andre kan ikke lige meget hvor meget de forsøger.

Det er helt individuelt, hvornår man har behov for at søge en terapeut til at hjælpe sig. Nogle gør det aldrig, andre venter så længe, at det bliver sværere og sværere for dem at være i livet og opsøger til sidst en terapeut, og andre igen vælger at få hjælp og sparring relativ hurtigt for at forstå nogle emner i deres liv og forandre dem.

 

Mange starter ikke i terapi lige med det samme, når livets svære hændelser banker på, men venter til de har set, om de selv kan klare dem. Andre har gode erfaringer med terapi, og har fundet en god terapeut, de har tillid til, og som de henvender sig til løbende. 

Men hvornår gør livet ondt? Vi har jo alle sammen følelser, vi er alle sammen i en form for relationer til andre mennesker (hvad enten det er familie, venner, partner, arbejdskollegaer, chefen, lægen eller andre), nogle af os mister personer af betydning i vores liv,  nogle løber ind i de samme typer problemer igen og igen, vi kan blive drænede af livets strabadser.

 

Én ting er sikkert: livet består både af medgang og modgang, og nogle gange kan modgangen virke uoverskuelig og håbløs, selvom den for andre ser ud som om, det er noget "pjat". Nedenstående artikel er et godt eksempel: 

https://livsstil.tv2.dk/2019-11-13-mikkel-beha-mistede-sin-far-lillejuleaften-det-sendte-meget-moerke-skyer-hen-over-himlen

Og sidst men ikke mindst: det er individuelt, hvornår man har brug for at gå i terapi. Tænk hvor forskellige livsvilkår vi alle har: forskellige forældre, forskellige familiesammensætninger, forskellige kår, forskellig opdragelse osv. Derfor er det ikke til at sige, hvornår den enkelte har brug for en anden at vende livets udfordringer med.

 

 

Hvorfor går man til psykoterapeut?

Vi lever alle i en verden, som vi opfatter ud fra den person, vi er. De fleste af os er ubevidst blevet prægede helt fra barns ben om at skulle være noget bestemt eller det har ligget implicit, at vi (ubevidst) skulle udfylde en bestemt rolle. Dette vokser vi op med og det præger (ubevidst) vores måde at være i livet og i verden på. 

At være i relationer og at have det "stramt" eller svært i relationer er én af de hyppigste årsager til mine klienters udfordringer. Eksempelvis er det almindeligt, at ens forhold til f.eks. sin mor eller sin far er en udfordring - også selvom vi bliver voksne. Der hænger noget "i", som har fulgt os hele opvæksten og i voksenlivet. Ikke så sjældent har der været skilsmisse, mors eller fars lidt for store forbrug af alkohol (eller andre rusmidler), utroskab mellem far/mor, mors eller fars favorisering af den ene søskende frem for den anden, lidt for store "bindinger" fra mor eller far, eller der har ligget en form for "pres" fra forældre til barn til grund. 

Andre udfordringer er ofte, at vi har svært ved at finde ud af, hvem vi selv sådan EGENTLIG er. Alt for ofte udspiller vi en rolle, som vi dybest set ikke har lyst til. Vi famler efter at finde ud af, hvem vi inderst inde ER, og ønsker så at sige at finde vores egen kerne. En kerne, der er fri for roller, vi skal udfylde, eller bestemte måder vi skal være på (enten fordi andre ønsker det eller fordi det er dén side af os selv, vi selv viser udadtil). 

Og helt andre udfordringer kan være, at vi tumler med tanker, der kører i ring, tvangstanker, overforbrug af stimulanser (alkohol, stoffer, mad, sex eller andet), "sort lykke" som jeg kalder det (dvs. lykke som vi bilder os ind er lykke og bilder os ind, at det gør os glade, men hvor vi i sidste ende erfarer at være det modsatte), moodiness (at vi er tyngede af noget og aldrig rigtig føler glæde eller tilfredshed ved noget), eller noget helt helt tredje.

Hvad er forskellen på en psykolog og en psykoterapeut?

De fleste kender termen "psykolog" og har en idé om, hvad en psykolog laver, og nogle har hørt termen "psykoterapeut", men ved ikke, hvad disse laver og hvordan de adskiller sig fra psykologer.

 

Som udgangspunkt er deres hovedformål det samme: at støtte og hjælpe mennesker, der af en eller anden årsag har det svært i livet - i en kortere eller længere periode - og i en hvilken som helst alder.

 

I terapi - uanset hvem det er hos - mener jeg, det er vigtigt, at man mærker efter, at der er en god kemi mellem dig som klient og din terapeut. Uanset om det er den ene eller anden form for terapeut. Kemi er når du føler dig velkommen, føler at der et "match", føler at der er åbenhed og rummelighed overfor dig, og "plads" til dig som person og det du kommer med. At du ikke skal lave dig om eller svare noget bestemt, men at der faktisk er tid og plads til at du kan mærke efter. Det er så vigtigt. 

 

En psykolog har oftest sessioner á 50 minutters varighed. Jeg selv har valgt, at jeg har sessioner á 1 time og 15 minutter til 1 time og 30 minutters varighed. 

 

Du kan få tilskud via sygesikringen til at gå til psykolog, hvis årsagen ligger indenfor visse kategorier. Henvisningen til psykolog får man via sin egen læge. Du kan ikke få tilskud via sygesikringen til at gå til psykoterapeut, men visse private forsikringer (f.eks. via din arbejdsplads) giver tilskud. 

 

Derudover er psykolog en statslig uddannelse, som f.eks. ikke har krav om, at psykologen selv har været i terapi med sine egen livsudfordringer. Det er der i min psykoterapeutuddannelse, og i afsnittet om mig selv, kan du bl.a. læse om dette, og hvorfor jeg mener, det er en væsentlig faktor, at din terapeut selv har været klient med sine egne udfordringer i livet.  

Hvor lang tid går man i terapi hos en psykoterapeut?

Ligesom det er individuelt, hvorfor man går til psykoterapeut, så er det individuelt, hvor lang tid man gør det. 

 

Man bestemmer selv (og kan selv mærke), hvornår man synes, man har fået dét ud af det, som man ønskede, og hvornår man vil stoppe. Nogle gange er der behov for færre sessioner (samtaler) og andre gange flere. Nogle gange griber livets udfordringer ind i hinanden, og når man bearbejder ét emne, vil man nogle gange få hul på et andet, som er af lige så stor vigtighed.

 

Personligt synes jeg, at du skal mærke efter, at det gør godt for dig (giver dig noget), og at du rykker dig i forhold til det tema, du kom med. Det vigtige er, at du ikke har en følelse af, at du går til psykoterapeut for at "hælde vand ud af øret", men at du virkelig føler, du får noget ud af det også. Nogle gange er det rart blot at "hælde vand ud af øret", og det skal der også være plads til, men dér hvor det rykker for dig som klient, er når du mærker, du rykker dig på sigt.  

Hvad gør en psykoterapeut?

 

Psykoterapeuter arbejder forskelligt, og igen handler det om, at du mærker efter, hvad der virker for dig.

 

I min klinik bruger jeg mange "værktøjer" ud over samtalen - det grundlæggende for min terapi er den terapeutiske samtale - dvs en samtale hvor jeg spørger ind til forskellige ting, hvor du reflekterer, og hvor vi samtaler. Det er dog også ligeså vigtigt, at du mærker efter.

 

Mange klienter har for laaang tid siden lukket af for følelser i kroppen og er hovedsagelig mentale. Det har været en god strategi, hvis livsomstændighederne har gjort det nødvendigt at være mentalt hurtig og dygtig. Men der kan gemme sig en skattekiste af følelser som kan hjælpe dig i svaret på at få løst dine udfordringer i det liv, du lever nu.

I min terapi gør jeg brug af forskellige ting, hvor det giver mening. Det kan være at rulle bolde under fødderne for at berolige et nervesystem på højt alarmberedskab, det kan være at du tegner tanker og følelser, det kan være at bruge figurer til at "opstille" og derved forklare relationer, og så bruger jeg briks, hvor det kan være rart at få lov til at give sig hen til f.eks. blød hovedmassage eller blot blid berøring.

Ligegyldig hvad jeg har af forslag til værktøjer, jeg ønsker at bruge, så er det DIG, der bestemmer, hvad der giver dig mening. Jeg forklarer selvfølgelig, hvad det vil give at bruge de forskellige remedier, men det er altså helt i orden, at du siger "nej tak", hvis du f.eks. ikke har lyst til at tegne eller til at ligge på briksen. Briksen bliver i øvrigt altid brugt med tøj på! Det kan også være, at jeg giver dig hovedmassage siddende i stolen, hvis du er lidt afvisende på at ligge på briksen. 

Den første gang du kommer hos mig, handler det om, at du fortæller mig, hvorfor du har opsøgt mig. Hvad er det du har brug for hjælp til? Og vi taler lidt om, hvordan jeg tror, jeg vil kunne hjælpe dig, og vi taler om, hvor ofte du vil komme i terapi hos mig osv. Det vigtige er som før nævnt, at du mærker efter, om der er den rigtige kemi mellem os, således at du kan og vil fortsætte hos mig.  

I starten af hver session, vil vi bruge lidt tid på at finde ud af, hvad målet skal være for terapien i dag, og om hvordan det er gået siden sidst, du var hos mig.

Hvis der er noget du har spørgsmål til, er du meget velkommen til at ringe til mig, så vi kan få en snak om det.

Det er vigtigt for mig at sige, at jeg er uddannet til at følge dig på vej. Du rummer selv alle svarene, men måske har du brug for hjælp til at finde dem frem. Jeg gør som sådan ikke noget hokus pokus og kan heller ikke give dig et "quick fix", så dine udfordringer forsvinder fra den ene dag til den anden - men jeg kan hjælpe dig på vej og støtte dig i den rigtige retning. 

Hvorfor valgte du at blive psykoterapeut?

Jeg har skrevet lidt om det på velkomstsiden, men her er lidt mere info. Jeg startede min selvudviklingsvej for flere år siden, da jeg gentagne gange blev opmærksom på, at jeg befandt mig i en situation, som jeg ikke selv havde skabt, og som kunne slå mig helt ud af den. 

Da min mor faldt bort, da jeg var 25 år gammel, slog det mig hårdt, og mit liv blev sat på stand by. Jeg havde svært ved at rumme tabet af hende. Senere hen i mit liv skulle det vise sig via terapi, hvad det egentlig drejede sig om, og det kom bag på mig, at det ikke handlede om dét, jeg umiddelbart troede det handlede om.

I mange år arbejdede jeg med temaer, der følelsesmæssigt kunne ligne dét, der udspillede sig, da jeg mistede min mor. Først de senere år har jeg fået indsigt i, hvad det EGENTLIG handler om. Dermed også sagt, at jeg har fundet den terapiform, der har hjulpet mig selv til en større indsigt, og som jeg har lyst til at hjælpe andre med. 

Jeg har levet i en dysfunktionel familie, hvilket jeg har lidt meget under. En dysfunktionel familie er en familie, der ikke fungerer optimalt, og hvor der er mønstre og handlinger, der ødelægger den balancerede familiedynamik. Man kan sige, at familien er ude af balance - dette sker ofte ved, at der er misbrug i familien, en udadreagerende person, et forstyrret "bånd" mellem forældre/barn eller så store uenigheder (og i nogle tilfælde vold) at det ødelægger familien.  Sådanne træk af familiemæssig karakter har for mig trukket spor ind i voksenalderen, hvor jeg til sidst valgte at gå i terapi med det. 

Ligesom ethvert menneske vælger forskellige "overlevelsesmetoder" i en verden, de har svært ved at være i, så har jeg selv erfaring med forskellige strategier (bevidste eller ubevidste) for at være velfungerende på overfladen, men desværre tumle med alt for meget nedenunder. Dette søgte jeg psykoterapeutisk hjælp til. 

Jeg har selv stiftet bekendtskab med forskellige psykologer, psykoterapeuter, kropsterapeuter mm., og personligt var det en psykoterapeut, jeg havde bedst resultat med.